”Så stor en beslutning er det jo heller ikke”
”Du skal nok sætte GPS’en til. Der er mange der kører forkert, når de skal finde mit hus”, siger Hanne i telefonen, da jeg ringer for at få adressen. GPS’en blev sat til og jeg fandt frem til Hanne, der bor i den lille vestjyske by Vedersø.
Med klitterne og Vesterhavet tæt på bor Hanne i den lille by, der med veje til havet, efterskolen og Kaj Munks Præstegård stadig er velbesøgt året rundt. Men noget er stille ved at ændre sig i den lille vestjyske by.
Dansede sig til en større grund
I 45 år har hun boet i byen og er oprindelig fra Velling ved Ringkøbing. Hun flyttede til byen i 1978, da hendes daværende mand fik job som lærer. Først flyttede de ind i lærerboligen. Senere købte de et hus med en grund på 1200 kvm. Ved festlige sammenkomster i byen dansede Hanne med naboen, Hans, og sagde: ”Hans, jeg skal købe noget af din jord”. Hans sagde hver gang nej, men til sidst fik familien lov. Børnene ønskede en sø, et bjerg og en fodboldbane på den ekstra jord, hvilket de fik.
Nu er Hanne alene i huset, da hendes tre børn og mand er flyttet ud. Hendes mangeårige kæreste bor i Viborg og tanken er ikke at de skal flytte sammen på Kronhjorten. Vedersø har ændret sig; med færre indbyggere og flere flexboliger. Hanne har søgt om at omlægge sit hus til flexbolig som en sikkerhedsforanstaltning, hvis hendes nye bolig på Kronhjorten ikke fungerer.
”Altså så stor en beslutning er det jo heller ikke. Så det med flexbolig – så undgår jeg at føle mig presset”, fortæller Hanne.
Et fald ændrede alt
Hanne har altid arbejdet som sygeplejerske, først på Ringkøbing Sygehus og senere på Holstebro Sygehus – til sidst i dagkirurgi. Hun havde drømt om at blive operationssygeplejerske og rejse til Grønland for at arbejde, men et fald satte en stopper for det.
“Jeg sluttede min karriere med at falde ned af trappen. Det er 4 1/2 år siden jeg faldt ned og slog hovedet. Jeg brækkede ryggen to steder, begge arme og fik kraniebrud. I starten kunne jeg knap gå i bad,” fortæller Hanne. Faldet påvirkede også hendes personlighed. “Jeg blev mere direkte, hvilket var svært for mine pårørende. Min søster i Odense har været en stor støtte og lærte mig at tælle til ti, før jeg talte”, fortæller Hanne.
Efter en kort pause: ”Jeg tror, at jeg var død, hvis ikke jeg var fundet. Min kropstemperatur var 34 grader, har jeg kunne læse i min journal.” En kollega råbte vagt i gevær, da hun ikke kom på arbejde. Derefter gik en telefonkæde i gang og endte hos en veninde, der sammen med hendes mand fandt Hanne liggende i entreen. Helikopteren kom og fløj hende til Skejby og her blev hun opereret med det samme.
Efter tre måneders indlæggelse vendte hun hjem og begyndte genoptræningen, fast besluttet på at beholde sit soveværelse på første sal: “Det ville jeg”, slår Hanne fast. Arbejdet som sygeplejerske sidder stadig i hende og hun kan ikke lade være med at se efter, hvis nogen halter eller har andre skavanker.
Fra gård til fællesskab
Efter et besøg i Velling med hendes mor blev hun nysgerrig på boligfællesskabet. ”Jeg fik øje på mulighederne ved et boligfællesskab og så at de havde fællesområder; værksted og spisesal. Så der kom jeg til at tænke på, at det måske var en idé. Jeg vil gerne snakke med nogen, det er det jeg gerne vil. Jeg er opvokset i en familie med syv børn, så jeg er vant til at der altid var nogen.”
Det med at der altid er nogen omkring hende har hun været vant til fra barndommen og i hendes voksne liv har hun været vant med kig til marker og åbne vidder. Da Hanne voksede op, boede hun på en gård: ”Jeg kan huske, at hvis der kom nogen kørende op ad grusvejen til gården, så sprang vi op for at se hvem det var. Det var spændende – for der kom sjældent nogen.”
I Vedersø er Hanne med til meget. Om mandagen går hun tur med en veninde, i vinterperioden går hun til gymnastik, en gang om måneden mødes hun i bogklubben og så hjælper hun i det lokale arkiv sammen med andre fra byen. Alt sammen gode ting, som hun håber, bliver en del af hverdagen på Kronhjorten: ”Jeg glæder mig til at finde ud af hvordan det kører, hvem mine naboer er og hvor tætte bliver vi? Bliver det for tæt til at jeg synes det bliver for meget?”.
Selvom Hanne har betænkeligheder ved at skulle flytte fra de vante rammer, så har noget været med til at rykke ved beslutningen. Mange af den faste omgangskreds i byen er begyndt at flytte væk, og både børn, børnebørn og kæresten er spredt ud over et bredt geografisk bælte i Jylland.
Kronhjorten er et bevidst valg – for ikke langt derfra bor Hanne’s ene datter med mand og børn. Nu kan hun følge med i byggeriet, når hun besøger dem: ”Når jeg kører ind i Mejdal, så kører jeg altid forbi byggepladsen for at se hvor langt de er nået og nu er der kommet fortov op. Et lille fortov og det er så hyggeligt”.
Hankatten
Hanne’s hankat står bag døren og giver tegn til, at nu må det være nok med al den snak: ”Han er en ude kat, så jeg ved ikke om det går at han kommer med. Det finder jeg ud af”. Tiden er fløjet afsted og på vej ud af den krøllede grusvej kan jeg godt se ideen med sommerhuset. Her er hyggeligt – præcis som Hanne helt sikkert får det på Kronhjorten.
